News: 10 råd til at styre din virksomhed helskindet igennem coronakrisen


10 råd til at styre din virksomhed helskindet igennem coronakrisen

Marie Nørgaard. Danish Yellowpages´ tekstforfatter - 22.12.2020

 

En tom ordrebog. Virksomheder, der siger nej tak til salgsbesøg, når du ringer. Kunder der aflyser julefrokoster og firmafester. Dyr leje af lokaler, som alt for få spisende gæster ikke kan rette op på. Leverandører, der ikke kan levere de varer, som dine kunder står og tripper for at købe. Står din virksomhed i en svær situation pga. coronakrisen? Det er desværre stadig virkeligheden for mange virksomhedsejere og startups. 

Det kan være at du arbejder i eventbranchen. Eller måske er du en nyslået iværksætter, som har svært ved at finde investorer, som tøver pga. usikkerheden, som coronakrisen skaber. Coronakrisen slår skævt og rammer nogle brancher, f.eks. hotel-  og restaurationsbranchen, med en tung næve. Andre brancher såsom byggeriet og online handlen, klarer sig derimod godt.  

Mens vaccinernes fremkomst skaber et spirende håb, må vi stadig vente, mens tallene er røde i regnskabet. Hvordan klarer man sig som iværksætter eller virksomhedsejer, mens vi går igang med det store arbejde at vaccinere millioner af mennesker? 

Få 11 konkrete råd til styre din virksomhed helskindet igennem coronakrisen. På trods af svære vilkår er der hjælp at hente på flere måder.  

 

1. Rejs kapital selv og få et tredobbelt tilskud af Vækstfonden

Mangler du kapital til at udvikle virksomheden? Det kan være svært at få investorer til at åbne pengepungen, mens coronavirussen rokker ved alting og det er svært at forudsige, hvad fremtiden bringer. 

Hvis du er iværksætter eller en vækstvirksomhed, kan du hente hjælp hos Vækstfonden, der matcher op til tre kroner for hver krone, som du selv rejser. I nogle tilfælde kan du endda få hele summen til investering dækket af Vækstfonden.

Læs mere her om matchordningen og andre økonomiske hjælpeordninger hos Vækstfonden: Hjælp til COVID-19-ramte virksomheder

 

2. Søg hjælpepakker. Få overblikket her

Regeringen har lavet en række lovforslag og politiske aftaler, og resultatet er flere hjælpepakker, som kan søges af forskellige typer af virksomheder. Du kan stadig søge hjælpepakkerne, da regeringen og et flertal af Folketingets partier d. 27. oktober indgik en aftale om at forlænge hjælpepakkerne til d. 31. januar 2021. 

 

Kan man søge flere hjælpepakker på én gang?

Ja, du kan godt søge flere pakker ifølge Erhvervsstyrelsen. De forskellige pakker supplerer hinanden, du skal blot sørge for at søge kompensation til forskellige omkostninger. Du kan ikke få dækket de samme omkostninger fra flere ordninger.  

 

Hjælpepakke til selvstændige og freelancere

Denne hjælpepakke er til selvstændige og freelancere, som fortsat er ramt af restriktioner i forbindelse med COVID-19. Du kan søge om kompensation for 90% af omsætningstabet, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned. Du skal være ramt af omsætningstab pga. restriktioner såsom:

  • Forbud mod forsamlinger på over 500 personer
  • Grænselukninger der forårsager tab af udenlandske kunder
  • Omsætningstab pga. manglende flyvning
  • Kontrakter der ikke kan overholdes pga. grænselukninger 
  • Omsætning, der rammes af Udenrigsministeriets rejsevejledninger om ikke-nødvendige rejser

Du kan få mere information og trinvis vejledning i at søge hjælpepakken hos Erhvervsstyrelsen: Hjælp til selvstændige og freelancere, der er berørt af restriktioner

 

Hjælpepakke til arrangører

Denne ordning er til dig, der som arrangør har måttet aflyse, udskyde eller ændre væsentligt i et arrangement pga. coronavirussen. Du kan søge om arrangementer, der skulle være afholdt i Danmark i perioden fra den 6. marts til og med den 31. december 2020. Der en række betingelser knyttet til antal deltagere, og hvor ofte arrangementet skulle have fundet sted. Det kan du læse mere om i vejledningen hos Erhvervsstyrelsen: Få hjælp, hvis du er arrangør af større arrangementer

 

Hjælpepakke til kompensation for faste udgifter

Har du haft mange faste udgifter, men samtidig tab i omsætningen i din virksomhed pga. COVID-19? Du kan søge om kompensation for perioden fra den 9. juli til den 31. oktober 2020. Din virksomhed skal have begrænsning på åbningstiden, eller forbud mod at holde åbent, eller være påvirket af forsamlingsforbuddet på 50 personer (private arrangementer) eller 500 personer (offentligt tilgængelige arrangementer).

 

Få hjælp til at ansøge hos Erhvervsstyrelsen: Få hjælp til din virksomheds faste omkostninger, hvis din virksomhed er omfattet af restriktioner

 

Hvornår udbetales kompensationen?

Erhvervsstyrelsen oplyser at sagsbehandlingstiden for denne hjælpepakke i gennemsnit er 24 dage. 

 

Andre hjælpepakker og ordninger

Der laves stadig nye tiltag, der skal hjælpe virksomheder og iværksættere gennem coronakrisen. Du kan downloade dokumentet Overblik over kompensationsordninger på Virksomhedsguiden.dk. 

 

3. Få hjælp og ideer i dit lokale erhvervshus

Udover økonomisk hjælp, kan det være gavnligt at kontakte nogle kompetente rådgivere og frivillige eksperter, som kan se på din virksomhed udefra. De kan hjælpe dig med at finde løsninger på presserende problemer, som ikke kan løses ved et tilskud fra en hjælpepakke. F.eks. kan der være ventetid forbundet med udbetaling af hjælpepakker - hvad stiller man op, imens man venter på hjælpen? De lokale erhvervshuse har dygtige vejledere med erfaring inden for hele spektret inden for virksomhedsdrift.

Du finder dit lokale erhvervshus her:

Erhvervshus Hovedstaden

Erhvervshus Sjælland

Erhvervshus Fyn

Erhvervshus Sydjylland

Erhvervshus Nordjylland

Erhvervshus Midtjylland

 

4. Tag kontakt til gamle og nye kunder

Et klassisk salgsråd, som kan bruges i en krisetid, er at ens nuværende kunder faktisk rummer de største chancer for nye opgaver eller salg. Gå i dialog med dine nuværende kunder, og spørg ind til deres situation. Selv om du ikke på nuværende tidspunkt kan sælge produkter eller services, kan en samtale åbne op for nye muligheder. Hvis du har en løsning på et aktuelt problem hos kunden, kan der opstå en gunstig situation, som resulterer i et salg. Du kan også snakke fremadrettet med kunden om den kommende tid. Hvad sker der for kunden, når vaccinerne resulterer i et mere åbent samfund - hvad kan du så hjælpe med? 

I en situation, hvor du måske ufrivilligt har mere tid, end du plejer, kan du også gå igang med at overveje, hvilke ønskekunder, du gerne vil arbejde sammen med i fremtiden? Skriv dine overvejelser ned, f.eks. i en liste over 10 ønskekunder, som du gerne vil arbejde sammen med. Find de potentielle kunders kontaktoplysninger og ring dem op. Et godt pitch, der viser du har researchet grundigt på virksomheden, og en åben tilgang til dialog, er i reglen et frugtbart udgangspunkt for samtalen. 

 

 5. Brug tiden på at udvikle eksisterende og nye produkter

Ligesom du kan sætte tid af til at få nye kontakter og potentielle kunder, kan du også kaste et kritisk blik på dine nuværende produkter eller ydelser. Hvordan påvirker situationen med corona dit produkt nu og i fremtiden? Hvad kan du ændre ved produktet? Kan du tilføje nye produkter eller ydelser, som tager højde for restriktioner og begrænsninger, som sandsynligvis varer ind i efterår 2021? Er der en glemt niche i din virksomhed, som du kan trække frem og tjene penge på?

 

6. Opdater din hjemmesides tekster

Du kan også kaste et blik på din hjemmesides indhold: Er oplysningerne opdaterede? Kan du skrive nye tekster, som måske mangler på siden? Hvad med billeder og design? Er hjemmesiden tidssvarende og brugervenlig? En opdateret hjemmeside får bedre placering i søgemaskinerne, og virker mere troværdig i den besøgendes øjne. 

 

7. Gå sammen i netværk med andre iværksættere og virksomhedsejere

Lige nu er der mange iværksættere og virksomhedsejere, der er i samme båd. Vi sejler i oprørte vande, med den stikkende coronavirus, der lurer som et surt søpindsvin i bølgerne. Gå sammen i mindre grupper med andre iværksættere. I kan f.eks. mødes ugentligt og sparre med hinanden, så der findes løsninger på aktuelle problematikker. Aftal rammerne for gruppen, så forholdene er corona-sikre og I er enige om hvad gruppens formål er, hvad enten det er sparring og idéudvikling, socialt samvær og hygge, eller en blanding af disse ting. 

 

8. Søg hjælp og inspiration i online grupper for iværksættere

COVID-19 er en stor rød ballon, der spærrer indgangspartiet til større forsamlinger, hvor du  kan netværke med en masse mennesker og blive inspireret. Gå udenom spærreballonen og benyt dig af mulighederne online. Om du foretrækker LinkedIn eller Facebooks forskellige grupper for iværksættere, er en smagssag. 

 

9. Tal med banken og lav aftaler

Der er et godt gammeldags råd mht. økonomiske problemer: Tag kontakt til banken, inden de økonomiske vanskeligheder i virksomheden løber løbsk. Ofte er banken positivt indstillet mht. at finde løsninger, hvis du tager initiativet. Læg en plan, vis gerne tydeligt at du selv har løsninger og tiltag i forhold til økonomien. Så vil bankrådgiveren lægge en plan i samarbejde med dig, istedet for at overtage styringen af forløbet, hvilket kan være ubehageligt for dig. 

Du kan få hjælp af bankrådgiveren til at gennemgå dit driftsbudget og måske også gennemgå din privatøkonomi med en tættekam, så unødvendige udgifter skæres fra. Det kan anbefales at skelne mellem “nice to have” og “need to have” og skær det undværlige væk fra udgifterne.  

 

10. Opbyg en buffer

De fleste af os ved det godt: Det er klogest at have en stødpude til dårlige tider i virksomheden. Er der der mulighed for at opbygge en buffer, som kan hjælpe dig med at have kontanter, der kan holde virksomheden oven vande? Rådet fra økonomiske rådgivere er klart: Det handler om at have kontanter, som du kan stå imod med. 

Rådet er f.eks. at konvertere lagre til kontanter i størst muligt omfang, så din virksomheds likviditet er så stor som muligt. Det anbefales at få lavet en risikovurdering og lavet realistiske skøn over likviditeten og budgetter. 

En god idé er også at lave en opgørelse over forventet salg i fremtiden og mulige besparelser indenfor omkostninger, f.eks. i forhold til husleje og lønninger. 

 

Hold dig opdateret 

Der kommer løbende nye tiltag fra regeringen og Folketinget der skal hjælpe virksomheder under coronaen. Du kan holde dig opdateret om hjælpepakker og lignende tiltag på siden Virksomhedsguiden.dk, som drives af Erhvervsstyrelsen. 

Du kan også følge Virksomhedsguiden.dk på de sociale medier, så du får besked, når der f.eks. åbnes for ansøgning til de forskellige hjælpeordninger:

Virksomhedsguiden på LinkedIn

Virksomhedsguiden på Facebook