News: 5 inspirerende TED talks


5 inspirerende TED talks

Marie Nørgaard. Danish Yellowpages´ tekstforfatter - 9.12.2020

Hvad gør TED talks til et unikt fænomen i den virtuelle verden? Mens Facebook f.eks. har dybe ridser i lakken i forhold til betænkelig omgang med brugernes data, hadsk tale i kommentarsporet og deling af misinformation, synes TED talks at nærme sig internettets oprindelige ideal - at dele viden og ideer med hele verden kvit og frit. Vel at mærke viden, som før kun nåede elitens ører og øjne på TED´s konferencer med skyhøje billetpriser. 

 

Grundlæggerne af TED talks, som er en non profit organisation, har haft stor succes med at skabe en global platform, hvor de mest interessante og banebrydende ideer præsenteres under mottoet: “Ideer der er værd at sprede”. 

 

Det er kun få danskere, der indtil videre har stået på en scene til TED talk. Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har talt om multinationale monopoler. Özlem Cekic, foredragsholder og debattør, har talt om projektet dialogkaffe, som bruger samtale - med varm kaffe - som et redskab til at bygge bro mellem mennesker. 

 

Ved en Ted talk får forskere, økonomer, filosoffer, statistikere, forfattere, neurologer, ja snart sagt alle mulige fagpersoner med unikke ideer max. 18 minutter til at holde en levende tale. Talen skal for alvor sætte svingninger i publikums hjerneceller. En TED talk er en udfordring for de fleste talere, f.eks. tvinger formatet på max 18 minutter talerne til at tilrettelægge deres tale på nye måder. 





5 inspirerende TED talks til iværksættere og virksomhedsejere

Her er 5 TED talks, som kan inspirere dig, hvis du er iværksætter eller ejer af en virksomhed. Du kan f.eks. få gode råd til:

 

  • Hvordan du tiltrækker kunder via kommunikationen om virksomheden
  • Hvordan originale ideer bliver til
  • Hvordan du opbygger en virksomhed med høj medarbejdertilfredshed.
  • Hvordan du får nye ideer via en simpel ordleg
  • Hvordan du leder ærligt og handlingsorienteret, når virksomheden og hele samfundet er i krise

 

1.    Find dit “hvorfor”

Simon Sineks TED talk er værd at se for alle, der gerne vil have inspiration til hvordan man tiltrækker kunder gennem meningsfuld kommunikation. Sinek, som er forfatter og foredragsholder, tager fat i et problem, som virksomhedsejere ofte falder i, nemlig at de fortæller om HVAD de sælger, og HVORFOR de gør det. Sinek forklarer i videoen hvorfor du skal starte med HVORFOR, hvis du gerne vil tiltrække kunder. 

 

Derfor skal du se videoen: 

Sinek har karisma og tæft, og forklarer med eksempler fra Apple og Martin Luther King, hvordan du finder kernen i din virksomhed og tiltrækker kunderne med dit “hvorfor”. 

 

Se videoen her: Simon Sinek: How great leaders inspire action

 

2. Originale tænkeres overraskende vaner 

 

I denne video kan du få indsigt i hvordan originale ideer opstår, og hvorfor det faktisk er fint at lave overspringshandlinger nu og da, når du skal løse en opgave eller idéudvikle. Hvad kan Leonardo da Vinci f.eks. lære os om overspringshandlinger? Og hvorfor er det ikke en fordel at være “first mover”, når du skal lancere et produkt på markedet?

 

Derfor skal du se videoen: 

Adam Grant, som er organisationspsykolog, fortæller med masser af humor og veloplagte eksempler om hvordan originale tanker opstår på uventede måder. 

 

Se videoen her: Adam Grant: Originale tænkeres overraskende vaner

 

3. Otte principper til at skabe en virksomhed med glade medarbejdere

 

Patty McCord arbejdede 14 år som chef for talentudviklingen hos Netflix. I denne TED talk på under 5 minutter giver hun på en forfriskende direkte facon og med tør sarkasme otte vigtige råd til at skabe en virksomhed, som de ansatte bliver glade for at arbejde i. Hun skærer igennem selvhøjtideligt “management lingo” og beskriver klart hvilke principper en virksomhed med høj medarbejdertilfredshed drives ud fra. Se den, og find ud af om du er enig med hende. 

 

Se videoen her: Patty McCord: 8 lessons on building a company that people enjoy working for

 

4. Spil dette spil og find på originale ideer

Har du svært ved at finde på nye idéer? Det første du bør gøre ifølge Shimpei Takahashi er at stoppe med at kigge på data og markedsundersøgelser. Hvis idétanken er løbet tør for benzin til nye produkter, ny markedsføring eller nye services, bør du istedet tappe ind i hjernens potentiale for at danne nye associationer. Takahashi, som selv oplevede udbrændthed som legetøjsudvikler, deler i denne sjove og tankevækkende TED talk en simpel ordleg, som enhver kan bruge til at få sat gang i kreativiteten.  

 

Derfor skal du se denne video: Hvis du ofte går i stå, når du skal finde på nye ideer, kan denne video give dig ny energi. Takahashi fortæller hurtigt, underholdende og med uventede eksempler, hvordan du får sat gang i hjernens kreative, associerende potentiale. 

 

Se videoen her: Shimpei Takahashi: Play this word game to come up with creative ideas

 

5. Hvordan man leder i en krisetid

I en verden, der er forbundet på kryds og tværs, kan vi ifølge Amy C. Edmonson kun forvente, at der vil ske store forandringer. Hvordan navigerer man som leder i en tid, hvor normaltilstanden er aflyst? Hvordan skaber man tryghed og tillid hos sine medarbejdere? Amy C. Edmonson, amerikansk forsker inden for ledelse, teamwork og organisatorisk læring på Harvard Business School, har præcise svar på disse spørgsmål. Edmonson fejer gamle idealer om den stærke, standhaftige leder væk, og giver konkrete råd til hvordan man leder autentisk og inkluderende i en usikker krisetid. 

 

Derfor skal du se videoen: Amy C. Edmonson har årelang erfaring med ledelse og psykisk arbejdsmiljø. Hun har blandt andet skrevet 7 bøger og mere end 75 artikler, og hun er en indflydelsesrig taler inden for ledelse og organisation. 

 

Se videoen her: Amy C. Edmondson: How to lead in a crisis