Nyheder: Ny iværksætter? Få gode råd til forretningsplanen fra en forretningsudvikler


Ny iværksætter? Få gode råd til forretningsplanen fra en forretningsudvikler

Marie Nørgaard | Danish Yellowpages | 22.3.2021

Kære iværksætter: Har du skrevet en forretningsplan? En forretningsplan kan give de fleste iværksættere rynker i panden: Hvordan skriver man egentlig sådan en størrelse, så den overbeviser bankrådgiveren, investoren eller nye samarbejdspartnere?  

 

I bund og grund er forretningsplanen et dynamisk dokument, som ændrer sig i takt med din virksomheds modning. Den er dels et redskab til refleksion, men den er også et modtagerrettet dokument, som skal skrives, så den overbeviser vidt forskellige modtagere. Det kan være udfordrende. 

 

Jeg har bedt forretningsudvikler Per Sondrup ved Erhvervshus Nordjylland om gode råd til hvordan nyudklækkede iværksættere lykkes med forretningsplanen. 

 

Per Sondrup har især erfaring med at rådgive iværksættere, der skal lancere teknologiske løsninger. Det kan f.eks være nye kandidater fra universitetet, der har skrevet software, som danner grundlag for produkterne i virksomheden.

 

Hvorfor overhovedet have en forretningsplan?

Det kan der være forskellige årsager til, siger Per Sondrup. En forretningsplan er en mulighed for at gøre sig tanker om, hvor man skal hen i arbejdet med virksomheden. Hvilke personlige ressourcer har jeg at trække på? Har jeg kapital til projektet? Hvem er mine kunder? Hvordan positionerer jeg mig i forhold til konkurrenter?

Hvad er dine bedste råd til en forretningsplan?

Hvis du er iværksætter, der lancerer et teknologisk produkt, f.eks. bygget på software, du har skrevet i studietiden, er det afgørende at undersøge markedet. Det er f.eks. vigtigt at få svar på: Er softwaren eller teknologien allerede på markedet? Hvad siger kunderne? Er de egentlig interesserede i at købe mit produkt? Det handler også om at finde ud af, hvor du adskiller dig i forhold til konkurrenterne? 

 

En anden faldgrube kan ifølge Sondrup være at arbejde meget længe med at udvikle og forfine et stykke software, uden kontakt til markedet og eventuelle købere. Det kan være en skuffende oplevelse at finde ud af, at der ikke er interesse i produktet, eller at andre allerede har store markedsandele. Her er en løsning f.eks. at arbejde med prototyper og løbende versioner af produktet, og huske at spørge, hvad kunder mener om produktet.

 

Har du nogle råd til hvad iværksættere bør undgå at skrive i en forretningsplan?

Det er vigtigt at gøre sig overvejelser om hvem du skriver til. En bankrådgiver er optaget af, om det er trygt at låne din virksomhed penge. Forretningsplanen skal have styr på tal og budgetter, og skal tydeligt vise banken, at den kan tjene penge på din virksomhed  med den lavest mulige risiko. Hvis bankrådgiveren skal have godkendt et lån hos ledelsen, skal forretningsplanen vise med livrem og seler, at det er en sikker investering. 

 

Hvis du derimod skal levere en forretningsplan til en investor eller business-angel, skal den skæres anderledes anbefaler Per Sondrup. Fortæl f.eks. hvor stor din virksomheds projekt kan blive, og hvor hurtigt I kan vækste. Undgå formuleringer såsom: “Det er bare en forretning, vi laver for os selv, vi er ikke så fokuserede på at tjene mange penge” Det vil være det forkerte signal at sende til en investor, der forventer et højt ambitionsniveau og tydelige mål. 

 

Hvordan holder man så styr på de forskellige versioner? Du kan f.eks. skrive en brutto-forretningsplan, der indeholder alle oplysninger, og derefter plukke af den til forskellige versioner: En forretningsplan til banken, til investorer, til fonde, til nye samarbejdspartnere og lignende. 

 

Hvor kan iværksættere få hjælp til at forbedre forretningsplanen?

Der er mange muligheder ifølge Sondrup. Hvis du er iværksætter med et teknologisk produkt, tilbyder IT-virksomheder f.eks. feedback på forretningsplanen. Særligt heldige har måske et advisory board tilknyttet virksomheden, hvor du hente hjælp fra erfarent hold. 

 

Du kan også deltage i mentorforløb ved erhvervshuse, hvor du kan få 1:1 hjælp til at skrive en god forretningsplan. Hvis du er nyuddannet ledig, og vil starte en virksomhed, kan du via jobcentret få adgang til iværksætterkurser, hvor der er hjælp til skriveprocessen.

 

Hvad skal en god forretningsplan indeholde?

En forretningsplan giver et 360 graders overblik over hvordan du vil drive forretningen. Den er som regel bygget op fra disse punkter:

1. Resumé

Et kort resumé, der giver banken, investorer og andre interessenter et hurtigt overblik over din virksomhed. Fortæller kort og godt om de vigtigste pointer fra forretningsplanen. 

2. Idé

En kort beskrivelse af idéen, som danner grundlag for virksomheden.

3. Dine personlige ressourcer

Din uddannelse, kompetencer, arbejdserfaring, sociale og faglige netværk, økonomiske ressourcer.

4. Beskrivelse af produktet eller ydelsen

Beskriv produktet eller ydelsen, som din virksomhed skal sælge.

5. Markedsanalyse

Hvem er kunderne? Hvor er de? Hvad siger kunderne om dit produkt? Hvem er konkurrenterne? Hvad er deres styrker og svagheder? Hvordan adskiller du dig fra konkurrenterne? 

6. Salg og markedsføring

Hvordan vil du komme i kontakt med kunderne? Hvilken kanal vil du markedsføre på? Hvorfor er dette den bedste måde at markedsføre produktet?

7. Organisering 

Hvordan skal virksomheden opbygges? Hvem løser hvilke opgaver i virksomheden? Hvem skal hjælpe dig? Selskabsform, ejerforhold, ansatte, bestyrelse, advisory board. 

8. Virksomhedens udvikling

Hvor er virksomheden om 2-3 år? Hvilke konkrete mål for f.eks. omsætning, kunder og produkter vil du gerne opnå i perioden?

9. Budgetter

Her viser du i tal, at de mål, du har sat for virksomheden, hænger sammen. En forretningsplan indeholder gerne et startbudget, et driftsbudget og et likviditetsbudget. 

10. Finansiering

Hvordan vil du skaffe de penge, som virksomheden evt. behøver for at komme igang? Beskriv hvorfra du vil hente finansiering. 

11. Mission for virksomheden

Her beskriver du den overordnede idé med din virksomhed, og de mål du vil arbejde imod.